TANDEM

Tandem er en ung rap-duo, der udforsker livet, døden og alt derimellem. 

Bagved Tandems hårde hud ligger der en blød kerne. Deres tekster skærer huden op og lader det fosse ud fra kernen med drømmeagtige billeder af mental sundhed, flydende seksualitet og alle de overvejelser, der kommer med at være ung. Tandem er to tynde drengekroppe, der drypper med lingerie, striktøj og selvsikker sårbarhed, og med deres højenergiske liveshow leverer de en tudefest, der pirrer sanser, man ikke vidste, man havde.

Tandem har lige udgivet deres debut EP ‘stormen2mithoved.com’ – en kaotisk introduktion til duoens vilde verden. På fem tracks spænder lyden mellem triphoppet artpop og rendyrket klubmusik, men alting bindes sammen af de dybt personlige og håndværksmæssigt fuldendte rapvers, der byder lytteren indenfor i to unge mænds meget virkelige liv.